Det er aldrig sjovt, at sige farvel, især ikke hvis det er til personer, som man har et venskab til. Alligevel skal vi alle sige farvel en dag. Vi som mennesker skal sige farvel til dem vi holder af, dem vi kun lige har mødt og til sidst livet. For mit vedkomme er der dog et stykke tid endnu, før det bliver min tur til at sige farvel til livet, og hvad livet har givet mig.
Livet er noget mærkeligt, vi ved ikke rigtig, hvad livet er, før vi har været ved at miste det. Sådan er det generelt ved meget. Vi skal miste det, før vi ved, hvad det var vi havde.
Det er på en måde uretfærdigt, at man skal sig farvel. Men vi kan ikke rigtig gøre andet, fordi hvis vi aldrig siger farvel, kan vi jo heller aldrig sige goddag.
Det er bare så urimeligt, at vi bagefter skal stå alene tilbage med alt den vrede, sorg, svigt og fortvivlelse. I de situationer er det ikke altid lige det sjoveste at sige farvel. Det kommer til at fylde meget inden I os, fordi vi havde et godt venskab til den, vi sagde farvel til og fordi det er så urimeligt hård.
Livet går dog videre, om du så vil med eller ej. På et tidspunkt vil det hele gå op får en, og man vil se hverdagen og livet på en anden måde.
Jeg tror det er vigtigt, at huske på, at vi ikke har miste personen for altid, fordi lige meget, hvor meget du dreje det, har personen givet dig så meget indflydelse, at han/hun altid vil blive husket inden i dig selv. Tænk på at han/hun altid sidder på dine skulder og altid er til rådighed, hvis problemer skulle opstå, udanset hvor langt han/hun er.
Farvel til personen med paraplyen...
