Her for tiden synes jeg bare, at tiden går alt for hurtigt. For hurtigt til at jeg kan følge med, hver gang jeg synes, at jeg kommer et skridt længere frem, synes jeg, at tiden er to skridt foran.
Jeg kan ikke opnå det, jeg endelig gerne vil, fordi tiden bare ikke er der. Stressende og uoverskueligt.
Jeg føler, at jeg skal hiver efter vejret, selv om jeg går roligt åndende rundt.
Lukker jeg mine øjne, og åbner dem efter et øjeblik, er tiden pludselig gået.
Tiden flyver af sted, uden jeg følger med den.
Et gammelt ordsprog siger ''tiden heler tiden alle sår'', de fleste vil tænke det har noget med et knust hjerte og ulykkelig kærlighed at gøre. For mit vedkommende, er det ikke lige ulykke kærlighed, men mere et savn, til det jeg havde omkring mig engang, og den jeg var i fortiden.
Jeg har tilbragt halvdelen af mit liv i et andet land end, hvor jeg er nu. Det er, det andet land jeg savner.
Jeg savner den tid, jeg havde. Altså fritiden til at kunne gøre det, jeg havde lyst til uden, at jeg skulle tænke på de konsekvenser det måske ville have, tidsmæssigt.
Jeg var et barn dengang, et barn der ikke skulle tænke på de ting og tanker, som jeg skal nu, hvor jeg er ældre. Der er flere krav og ansvar, som jeg skal tages nu.
Her i denne tid, tænker jeg på fortiden, fordi tiden jeg lever i nu er løbet fra mig...
En dag vil jeg vende tilbage til det land, hvor jeg kunne ånde ud og slappe af. End til den dag må jeg følge den tid jeg lever i nu, og lad tiden hele mine mange sår...
Fortiden...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar